Vend din menstruationscyklus til din fordel. Lær at navigere dens årstider, og transformer din blødning fra besvær til belønning. Introducer din datter til cyklus visdom igennem Celebration Day for Girls, som henvender sig til piger omkring menarche, den første blødning, og deres mødre.
Jeg var 42 år, da jeg første gang blev introduceret til MCA, menstrual cycle awareness.
Jeg var da otteogtyve (!) år inde i mit cykliske liv... Og der er da en ting – eller tusind, som jeg gerne ville have vidst tidligere. For min rejse med cyklus har ikke været nem. Alle mine veninder og min yngre søster fik menstruation, før jeg gjorde, og jeg længtes efter at blive inkluderet i fællesskabet (selvom jeg kunne høre, at det var plagsomt at bløde flere dage hver måned). Efter jeg endelig gennemgik menarche, ubemærket og ensomt, havde jeg uregelmæssig menstruation i mere end tyve år (når den ikke var reguleret af p-piller), lige indtil jeg havde født mit første barn. Også han lod vente længe på sig, for han kom til verden efter flere år med udredning og behandling for ufrivillig barnløshed. Det er naturligvis nemt at være bagklog. Men jeg ved i mit hjerte, at meget af dette havde set anderledes ud, havde jeg vidst bedre.
Nu elsker jeg hver en dag i mit cykliske liv, selvom det ikke er uden udfordringer.
Igennem MCA har jeg erfaret, hvornår jeg er særlig nysgerrig, idérig, handlekraftig og klart tænkende, og også hvornår jeg er mere sårbar, rå, har kort lunte og helst bare vil passe mig selv. Plus et hav af andre følelser og persona'er, som jeg rummer, og som MCA hjælper mig med at navigere, når jeg hver dag tilstræber at være den mest ærlige og autentiske version af mig. Ikke for at pille min egen navle... Men for at jeg også kan være ærlig, kærlig og nærværende i min relation til andre.
Jeg er desuden fast besluttet på, at min datter – og andre unge piger som hende – skal have adgang til den viden om cyklus, som jeg først blev introduceret til meget sent. Så hun kan rejse gennem kvindelivet i sin fulde kraft.
Forberedelse til menarche, den første blødning, for 10-12 årige piger og deres mødre eller anden kvindelig omsorgsperson.
Jeg er den ene af Danmarks to første Celebration Day for Girls™ facilitatorer, og jeg glæder mig meget til at dele dagen med dig og din datter!
Celebration Day for Girls™ workshoppen er designet til at inspirere nysgerrighed, forundring og påskønnelse af de forandringer, der sker i krop og sind i forbindelse med puberteten og menstruationens begyndelse.
Formålet er at gøre op med den hemmeligholdelse og forlegenhed, der ofte omgærder menarche, og i stedet fremme normalisering og åbenhed blandt pigerne og deres jævnaldrende gennem praktisk og positiv information, historier og sjove aktiviteter.
Nærende yoga, meditation og refleksion til din cykliske hverdag.
"Listen to your body when it whispers, so you don't have to hear it scream..." står der på min opslagstavle, som en kærlig påmindelse om at huske at passe på min cykliske krop og sjæl i en meget lineær og til tider fortravlet hverdag og verden.
Husker du at passe på din?
Jeg underviser Cyklus yoga og nidra live online hver anden mandag (lige uger) kl. 20-21:15 via Din yogapraksis online.
Jeg har desuden samlet mine personlige favoritter ud i yoga åndedræt, statiske stillinger, rytmiske bevægelser og dyb afspænding i et Cyklus yoga online kursus, som du bruger on-demand for at understøtte dine indre årstider, så du mere ubesværet kan leve i harmoni med deres iboende kraft.
Du er hjerteligt velkommen i cirklen, præcis som du (og din cyklus) er – både live online og on-demand.
For dig, der gerne vil have indsigt i din unikke cyklus og de udfordringer, den giver dig. Energimedicin, om du vil, for heling og transformation.
En Menstruality Medicine Circle™ proces er en guidet rejse med din bevidsthed igennem din cyklus, fra menstruation til menstruation. Metoden er udviklet af Red School, gives og modtages én-til-én, og hjælper dig med at skabe forbindelse til, få indsigt i, og ultimativt at gendanne din indre økologi som kvinde / person med menstruation, dvs. det naturlige energiske, psyko-spirituelle 'flow' eller rækkefølgen af din menstruationscyklus. Du vil modtage 'medicin' fra din unikke proces, i form af viden og indsigt, som du kan bringe tilbage til din levede oplevelse af din cyklus i din hverdag med henblik på at opnå større personlig sammenhæng og en oplevelse af helhed.
Med min naturvidenskabelige baggrund og et analytisk sind var jeg skeptisk, da jeg først blev introduceret til Menstrual Medicine Circle™. 'Energimedicin', siger du?... Men det er igennem netop denne proces, jeg har fået den dybeste indsigt i, hvem jeg er, og hvad jeg bærer på. Ting, der har ligget gemt væk i mit inderste hjertekammer i årevis.
Derfor er jeg nu i proces med at blive Menstruality Medicine Circle™ facilitator, og jeg tilbyder en-til-en sessioner til reduceret pris, mens jeg er under uddannelse.
Hvis du foretrækker at fordybe dig i din cyklus på egen hånd, måske til en start, så er her nogle af mine favoritbøger om emnet.
Min cyklus-bibel er Wild Power – Discover the magic of your menstrual cycle and awaken the feminine path to power af Alexandra Pope og Sjanie Hugo Wurlitzer (Hay House, 2017).
Alexandra Popes The Wild Genie – The healing power of menstruation, a handbook for self-care (Authors OnLine Ltd., 2014) er meget læseværdig for hendes rejse fra "menstrual pain to power".
About Bloody Time – The menstrual revolution we have to have (Victorian Women's Trust, 2019) er skrevet af fabelagtige Jane Bennett og Karen Pickering og graver dybt ned i menstruationstabuet: hvor det findes, hvordan det blev til, og hvorfor det er så modstandsdygtigt.
Jane Bennett og Alexandra Pope har sammen skrevet The Pill – Are you sure it's for you? (Allen & Unwin, 2008), som omhandler de fysiske og psykologiske følger af at tage p-piller inkl. bivirkninger som vægtøgning og depression, og beskriver effektive alternative præventionsmetoder. Bogen, jeg gerne ville have læst i mine sene teenageår (og som jeg håber, min datter vil læse en dag).
Lisa Hendrickson-Jacks The Fifth Vital Sign – Master your cycles and optimize your fertility (Fertility Friday Publishing Inc., 2019) er sprængfyldt med vigtig og evidens-baseret viden om cyklus med fokus på fertility awareness. Vigtig bog hvis du gerne vil være gravid – og ligeledes vigtig bog, hvis du gerne vil undgå både graviditet og p-piller. Du kan downloade første kapitel som gratis pdf via linket.
A Blessing Not a Curse – A mother-daughter guide to the transition from child to woman (Sally Milner Publishing Pty Ltd., 2002) af Jane Bennett er en vidunderlig, informativ guide for mødre til døtre med vigtig viden og idéer til, hvordan du sikrer, at din datter får en positiv og bekræftende oplevelse af menarche og menstruation.
Cycling to Grandma's House (Lulu Publishing Services, 2014) af Jac Torres-Gomez er for dig og din datter og rummer positive og inspirerende beskrivelser af, hvordan menarche fejres i forskellige kulturer. Du kan se et lille video review her.
Angela Fraser har skrevet en skøn, kort og smukt illustrerede bog (mest til din datter) om menarche, menstruation og, hvordan din datters frø engang lå i din mors mave: A Tiny Seed of Wisdom (Alegna Books, 2019).
Alexandria Kings The Moon in You – A period book for girls (Little Red's Library, 2020) ville jeg meget gerne have læst omkring min menarche. Nu læser jeg den med min datter i stedet.
Uma Dinsmore-Tulis Yoni Shakti – A woman's guide to power and freedom through yoga and tantra (YogaWords, 2nd revised ed., 2020) er bogen, alle bør have i deres yogabibliotek! Da den udkom første gang i 2014, blev Umas (yoga-)kulturkritiske introduktion censureret. Så kom #metoo bølgerne skyllende, og Uma kunne tale frit også på skrift – for samtalerne om overgreb i yogaverdenen har vi bestemt haft ansigt-til-ansigt på Umas kurser gennem årene. Læg dertil mange siders guld om bl.a. kvinder i yogaens historie og de skønneste kvinde- og cyklus-orienterede yogapraksisser, som også var med i første version. Alt i alt er bogen et 'must'. I kølvandet på genudgivelsen af bogen er Yoni Shakti: The Movement – Eradicate abuse of women in yoga: reclaim yoga as a tool for planetary healing and justice opstået.
Sue Blanch væver på fineste vis yoga og cyklus sammen i Yoga and the Menstrual Cycle – Live in harmony with your natural rhythm (Sue Blanch, 2018) og deler bl.a. syv lettilgængelige yogasekvenser, der egner sig til forskellige faser/årstider i din cyklus.
50% Complete
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit, sed do eiusmod tempor incididunt ut labore et dolore magna aliqua.