yoga københavn

English
Kontakt

YOGAMUDRA
• I byen

Ryesgade 106 2. sal
2100 København Ø

• I skoven
Hovmosevej 17
3400 Hillerød


telefontid og -nummer
CVR 275 55799


Nyhedsbrev

Få tilsendt sidste nyt fra os ca. 10 gange om året. Indtast navn og email adresse nedenfor og tryk 'Tilmeld'.

Navn:
Email:
 
 
Vent venligst...
 
Tak for din tilmelding. Vi skal bede dig bekræfte din email ved at klikke på linket i den email, vi netop har sendt til dig. Derefter vil du være tilmeldt vores nyhedsbrev.

Ansøgning

Ansøgningsskemaet findes her.

200-timers yogalæreruddannelse | Hold forår 2019

NYE DATOER! Tid: 5. jan. - 12. maj 2019

Sted: YOGAMUDRA Gadevang, Hovmosevej 17, 3400 Hillerød (kort)

Vi åbner nu for 6. gang for tilmelding til vores 200-timers yogalæreruddannelse. Den løber af stablen fra januar til maj 2019, og vi glæder os meget til at byde dig velkommen til 4,5 temmeligt intense, sjove og lærerige måneder!

Bemærk: Der er kun 10 pladser på holdet!

"Early bird" rabat gives ved ansøgning og fuld betaling senest 1. nov. 2018!


Ansøgningsfrist i øvrigt: 15. dec. 2018.

Nye tider, nyt indhold
Efter fem uddannelsesforløb med primært fokus på Astanga vinyasa yoga har vi besluttet, at denne yogaform fremadrettet kun skal udgøre en del af praksis, og vi ønsker i langt højere grad end tidligere at præsentere en åben og fleksibel tilgang til yoga med udgangspunkt i relevans for den enkelte elev. Vi vil derfor arbejde med en bredere vifte af yogaformer inkl. Astanga, Vinyasa/flow, Hatha på uddannelsen. Den røde tråd vil fortsat være åndedrættet, der binder bevægelser sammen. Og Astau-anga, yogaens otte ben.

Beslutningen om at ændre fokus er taget dels på baggrund af erfaringerne fra de tidligere uddannelsesforløb; dels fordi måden, hvorpå vi selv bruger vores yogapraksis, har ændret sig ad åre. Desuden trækker vi på vores erfaringer fra mødet med yogaelever dagligt igennem næsten 20 år.

Vi ønsker tillige en højere grad af kontakt med hver enkelt deltager på uddannelsesforløbet. Det betyder, at gruppen skal være mindre, og at der bliver kortere tid mellem kursusdagene.

Endelig ønsker vi en højere grad af kontakt til naturen og årets cyklus, og vi vil lade begge smitte af på uddannelsen. Derfor afholder vi uddannelsen i vores skønne, lyse, intime yogastudie i Gadevang, klos op ad Gribskov.



Uddannelsen
Vores uddannelse henvender sig både til dig, der gerne vil fordybe dig i yoga for din egen udviklings skyld, og til dig der gerne vil begynde at formidle din passion for yoga videre til andre. Din undervisning udspringer af din egen, personlige yogapraksis, og derfor er udviklingen af din egen praksis i centrum på hele uddannelsesforløbet. Vi lægger vægt på, at du får skabt (eller videreudviklet) en praksis, der er balanceret og helhedsorienteret. 

Det betyder, at du ud over Asana (yogastillinger) i hele forløbet skal arbejde regelmæssigt på udvikling af en komplet Pranayama- (åndedræt), Meditations- og Yoga nidra (dyb afspændings-) praksis. Et indgående kendskab til alle disse praksisser er selvfølgelig ikke mulig på en relativ kort uddannelse som denne. Vi mener dog, at det er helt uundværlige komponenter i en yogapraksis, og heldigvis kan dedikeret praksis af selv basale og enkle teknikker have en meget stor effekt.

Vi vil præsentere forskellige tilgange til Asana inkl. Astanga, Vinyasa/flow, Hatha, og du skal regne med at afsætte tid hver dag derhjemme til at praktisere de sekvenser, vi underviser i. 

Studiet af Asana vil inkludere udforskning af:

  • Alignment - hvordan skaber du en yogapraksis med god teknik, som dermed er langtidsholdbar, helende og skadesforebyggende, og som samtidig styrker din kropsbevidsthed.
  • Vinyasa - hvordan kan du gennem en dyb forståelse af stillingerne fremme en trin-for-trin tilgang, så du kan udføre dem på en måde, der er relevant her og nu. Og hvordan kan du gennem et bevidst arbejde med åndedrættet i en fysisk praksis blive klogere på symbiosen mellem åndedræt og bevægelse.
  • Variation - hvordan kan du sætte sekvenser af stillinger sammen, og hvordan kan du gennem forståelse af modsætninger skabe en praksis, der imødekommer det, du har behov for. Det kan f.eks. være modsætninger som statisk/dynamisk, rolig/energisk, struktureret/intuitiv, lineær/cirkulær.

Uddannelsen er meget praktisk orienteret, men undervisning i både anatomi, historie og filosofi vil støtte op om det praktiske.



Egen praksis/undervisning af andre
Uanset om du tror, du skal undervise efter uddannelsen eller ej, vil du opleve, at det at begynde at formidle din yogapraksis videre til andre er med til at rodfæste og udvikle din egen forståelse. Når du som underviser skal sætte ord på det, der måske primært er en kropslig forståelse, bliver du meget mere bevidst om alle detaljerne i din praksis. Efterhånden bliver du bedre til at give præcise instruktioner, og du lærer at tilpasse din undervisning til den elev, der står foran dig.

Derfor skal alle deltagere på uddannelsen i forløbets anden halvdel i gang med at undervise andre, dels de andre trainees, dels f.eks. et par venner, kolleger, kæresten eller en anden, lille gruppe. Refleksion over egen undervisning indgår i eksamination ved uddannelsen afslutning. 

Hvor henne og hvor mange
Uddannelsen foregår i vores hus i Gadevang, hvor vi har indrettet et skønt, lyst og stemningsfyldt yogastudie. Omsluttet af søer og skov kommer naturen til at understøtte fordybelsen. Gåture i skoven bliver en del af vores praksis, ligesom den direkte forbindelse til de forskellige årstider er med til at påvirke og inspirere den.

Adressen er Hovmosevej 17, Gadevang, 3400 Hillerød.
 
Vi lægger vægt på den personlige kontakt med hver enkelt deltager på uddannelsen og har besluttet at have maksimum 10 deltagere. På den måde håber vi at kunne hjælpe hver enkelt med både at finde ind til sin egen, indre lærer og at finde sin egen personlige måde at undervise andre på.

Transport
Vi er naturligvis behjælpelige med at koordinere samkørsel til/fra Gadevang. Vi kan også nås med bus 303 fra Hillerød St. (eller en skøn cykeltur fra stationen gennem skoven).



Hvornår
Vi ser som nævnt den personlige praksis derhjemme og igennem hele forløbet som altafgørende. Vi stiller til gengæld ikke krav om, at du deltager på x antal klasser i vores yogastudie i København (selvom det naturligvis er en rigtig god ide at tage klasser med os regelmæssigt for at opleve vores undervisningstilgang udfoldet i praksis til helt "almindelige" elever). Så for at holde en god kontinuitet mødes vi cirka hver anden eller tredje uge. Vi mødes i alt 20 dage i tidsrummet kl. 8:30-18:00.

  • 5-6. jan. 2019 (weekend)
  • 19-20. jan. 2019 (weekend)
  • 9-13. feb. 2019 (lørdag-onsdag, uge 7)
  • 9-10. mar. 2019 (weekend)
  • 23-24. mar. 2019 (weekend)
  • 13-17. apr. 2019 (lørdag-onsdag, påskeuge)
  • 11-12. maj 2019 (weekend)

Undervisningsdagene vil typisk indeholde:

  • Intro, åndedræt, chant & meditation
  • Guidet asana praksis
  • Gennemgang ("break down") af klassen
  • Frokost, vi spiser sammen
  • Meditation, gåtur i skoven
  • Teori (anatomi, historie, yoga sutra mv.)
  • Yoga nidra
  • Asana klinik ("how to"), hånd-på-justeringer
  • Øve undervisning



Deltagere

Du har som minimum praktiseret yoga regelmæssigt i 1-2 år. Det behøver ikke at være nogen bestemt form. Det allervigtigste er, at du er nysgerrig og entusiastisk - og at du ved, at du kan afsætte tid til dels at komme hver gang, vi mødes, og dels til din daglige yogapraksis derhjemme. Regn med ca. 1 time pr. dag (kan evt. deles op i to sessions). Kontakt os endelig, hvis du er i tvivl.

Eksamen
En mindre skriftlig opgave skal afleveres inden sidste møde, primo maj. Til sidste møde, 11-12. maj 2019, skal du planlægge og undervise (de andre deltagere i) en kortere yogasekvens, som du modtager feedback på. Der er ingen grund til at stresse over nogle af delene - det plejer at være både sjovt og lærerigt at gå til eksamen hos os! 

Fravær og eksamensbevis
Du får udstedt eksamensbevis for fuldført uddannelse 12. maj 2019, forudsat at du har deltaget på minimum 85 % af timerne (dvs. maksimum 3 dages fravær). Vi håber selvfølgelig, at du er med på dem alle sammen for at suge til dig.



Om os og vores personlige vinkel
I de sidste ca. 20 år har yoga fyldt rigtig meget i vores liv. Vi har undervist på aftenskoler, i virksomheder og i fitnesscentre og en række yoga retreats. Først og fremmest har vi dog siden 2003 udviklet YOGAMUDRA, og på denne uddannelse vil vi dele ud af vores erfaringer fra mødet med tusindvis af elever igennem årene. For os er det helt centrale netop mødet med den enkelte elev - at møde eleven der, hvor hun eller han er, og forsøge at præsentere en yogapraksis der er relevant og vedkommende. Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at vi hos YOGAMUDRA præsenterer en række forskellige yogaformer. Det er vores erfaring, at man ved at blive præsenteret for flere forskellige tilgange opnår en større åbenhed og ikke foranlediges til at tro, at der er en enkelt sandhed. Frem for ureflekteret at følge et system kan man begynde at bruge yoga til at mærke sig selv, blive bevidst om sine udfordringer og finde en højere grad af balance og frihed i kroppen og i sindet.

Spørgsmål
Ring til Peter på 2814 8591, til Bodil på 6065 9591, eller skriv til os på info@yogamudra.dk.

Pris
Bemærk, at du på vores uddannelse får fulde 180 kontakttimer* med skræddersyet, uddannelsesspecifik undervisning af os og i en lille gruppe; dertil kommer egen praksis, din begyndende undervisning af andre (ingen stress over det!) og en mindre eksamensopgave, som du laver derhjemme i ro og mag (disse timer kaldes for ikke-kontakt-timer). Altså er der mere end 200 timer at lægge i forløbet - og det er i vores øjne godt, da mere skræddersyet, ansigt-til-ansigt undervisning sammen med en dedikeret gruppe trainees og regelmæssig praksis hjemme giver dig det bedste afsæt til at folde din undervisningsdrøm ud! 

* Dette er Yoga Alliances krav ifm. 200-timers certificeringen. De tillader ikke at tælle almindelige yogaklasser til et generelt publikum med som uddannelses-kontakttimer.


Du har følgende tre valgmuligheder ift. betaling:

  • "Early bird" pris: 1. rate 3.000 kr. (ved ansøgning) + 2. rate 19.000 kr. (senest 1. nov. 2018), i alt 22.000 kr.
  • "Regular bird" pris: 1. rate 3.000 kr. (ved ansøgning) + 2. rate 21.000 kr. (senest 20. dec. 2018), i alt 24.000 kr.
  • "Late bird" pris: 1. rate 3.000 kr. (ved ansøgning) + 2. rate 11.000 kr. (senest 20. dec. 2018) + 3. rate 11.000 kr. (senest 5. feb. 2019), i alt 25.000 kr.

1. rate refunderes ikke (med mindre vi afviser din ansøgning). 2. rate refunderes minus 2.000 kr., hvis du med mulighedserklæring (tidl. "sygemelding") fra din læge fremsendt senest 20. dec. 2018 dokumenterer, at du er forhindret i at deltage. Derefter refunderes 2. rate ikke. Evt. 3. rate refunderes ikke. 

Ansøgning
Udfyld ansøgningsskemaet her og send det til info@yogamudra.dk, samtidig med at du betaler 1. rate her. Vi svarer på din ansøgning indenfor 5 dage.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Varme hilsner fra Bodil og Peter 


    

Det har tidligere trainees sagt om uddannelsen
 

"YOGAMUDRAs yogauddannelse har været noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv! Samtidig med at man får en dybdegående, professionel og grundig indsigt i hele Astanga serie 1, bliver man også beriget på så mange andre fronter. Jeg har for det første fået rigtig meget ud af anatomidelen, som bliver formidlet på en meget professionel og humoristisk måde. En anden ting, som jeg i den grad har taget med mig, er den meget grundige indføring i pranayama teknik. Det havde jeg aldrig stiftet bekendtskab med før, og det har hjulpet mig med at få kontrol over min vejrtrækning og opmærksomhed. Jeg har stadig min egen, lille pranayama praksis hver morgen. :-) En tredje ting, som jeg holdt meget af på uddannelsen, og som jeg er utrolig taknemmelig for at have lært, er at chante. Jeg troede aldrig, det var noget, jeg ville bruge tid på, men det er meget energifyldt og en skøn ting at fylde i yogakurven! En fjerde ting, jeg vil nævne, er den komplicerede yogafilosofi, som på uddannelsen bliver formidlet på en tilgængelig og professionel måde. - Yogauddannelsen hos YOGAMUDRA har både givet mig en solid tryghed i min egen praksis og i min undervisning. Hvis man går og overvejer at tage en yogauddannelse, vil jeg til enhver tid og altid anbefale den hos YOGAMUDRA."
- Scarlett Z., hold 2012/13

"Yoga uddannelsen hos YOGAMUDRA har givet mig muligheden for at se og opleve helheden.
Jeg synes, at uddannelsen har givet mig mulighed for at udforske min egen praksis på et niveau, jeg ikke ville have opnået ved almindelig undervisning. Den giver grobund for videre fordybelse. Filosofien og chanting var en positiv oplevelse, der hjalp mig til bedre at kunne tolke den fysiske praksis. Og alt det materiale og bøger, jeg har fra uddannelsen, bliver brugt igen og igen; jeg syntes, at man med tiden for en ny vinkel på tingene.
"
- Christina S., hold 2011/12


"Jeg kan på det varmeste anbefale YOGAMUDRAs yogalæreruddannelse, hvis du tænker på at uddanne dig til yogalærer, eller hvis du blot ønsker et dybere kendskab til yoga, eller at udvikle din egen praksis! For mig var det meget motiverende, at modulerne indeholdt både teori og praktik, bl.a. yogafilosofi, -historie, fysisk praksis, meditation, og selvom alle modulerne er bygget op over samme skabelon, er alle dagene meget afvekslende, så man keder sig aldrig. Tværtimod! - Én ting, som var vigtigt for mig personligt, var at uddannelsen lagde meget vægt på, at den fysiske praksis kan tilpasses til alle, og der lægges meget vægt på modifikationer, således at sikkerheden kommer i første række. Dermed ikke sagt at man ikke bliver udfordret! :-) Igen, jeg kan kun give YOGAMUDRA mine varmeste anbefalinger, og det der gør forskellen er helt klart underviserne! Bodil, Peter og Nikolaj er yderst kompetente undervisere, der formår på en forståelig måde at give undervisningen et meget højt niveau både fagligt og praktisk."
- Song N., hold 2014/15

"Uanset om du ønsker at få en karriere som yogalærer eller blot ønsker at fordybe dig i yogaen, er YOGAMUDRAs uddannelse helt fantastisk og noget, jeg kunne ønske alle ville give sig selv i gave. På uddannelsen får du et grundigt og bredt kendskab til kroppen og de forskellige yogastillinger og en god forståelse for kroppens 'alignment', og du lærer at justere andre i stillingerne, hvilket både er super brugbart for dig selv, men særligt som underviser kan du drage nytte af det. For min oplevelse som yogalærer er, at yogaelever meget gerne vil justeres. Desuden lærer du at guide en yogaklasse med sikkerhed og præcision. YOGAMUDRAs uddannelse giver en stor forståelse for yogaen med alle dens aspekter, for yoga er meget andet end blot den fysiske praksis; det er en filosofi og en livsstil, som man får forståelse for, hvor vidt man så tager det til sig og begynder at leve efter det, er helt op til den enkelte elev. - Bodil, Peter og Nicolaj, som varetager uddannelsen og undervisningen, er udover at være virkelig dygtige også nogle super søde og fantastiske undervisere, som forstår at hjælpe og guide den enkelte elev, der hvor man nu er. Så hvis man ønsker at fordybe sig i yogaen og ønsker en uddannelse, kan jeg ikke forestille mig et bedre sted end hos YOGAMUDRA. Til gengæld skal du som elev på uddannelsen være indstillet på at sætte tid af til at øve dig, forberede dig og læse rigtig mange spændende yogabøger for at få det fylde udbytte af uddannelsen. - Personligt har jeg været virkelig glad og taknemmelig for YOGAMUDRAs uddannelse og har haft stor glæde af uddannelsen også uden for yogasalen, blandt andet i mit arbejde som underviser af skuespilelever på den teaterskole, hvor jeg til dagligt underviser. Jeg er uden tvivl blevet en bedre, mere rummelig og tålmodig underviser. De varmeste anbefalinger til YOGAMUDRAs uddannelse!"
- Kathrine V., hold 2013/14

"YOGAMUDRAs uddannelse er en fantastisk mulighed for at fordybe sig i yoga med nogle af landets dygtigste lærere. Det er et intensivt, sjovt og enormt lærerigt forløb, og du får masser af inspiration til både din egen praksis og/eller til din undervisning. Du behøver ikke at have et ønske om at undervise i yoga. Jeg tog uddannelsen mest for min egen skyld, for at nørde i yogafilosofi og -anatomi, men endte med at blive rigtig glad for at undervise. Jeg kan på det varmeste anbefale YOGAMUDRAs uddannelse til alle, der ønsker at tage deres egen yoga praksis til 'the next level' og til alle, der ønsker at få en grundig og seriøs uddannelse mhp. at undervise."
- Anne G.
, hold 2011/12

"Står du og overvejer, om en yogauddannelse er noget for dig – så spring ud i det, og gør det hos YOGAMUDRA! Du får et engageret, intenst og professionelt forløb, hvor du lærer mere om dig selv og hele yogaens fantastiske verden – via praksis, anatomi og filosofi. Samtidig åbner du faktisk også op for muligheden for at føle, at du selv er ret fantastisk! Tag på introduktionskursus og mød de bedste lærere (synes jeg) i Danmark, Bodil, Peter og Nicolaj, som opmærksomt, trygt og vidende kan guide dig ind i og gennem yoga, og som giver dig en ballast for livet – både personligt og professionelt. Desuden er det en god oplevelse at have muligheden for, over flere måneder, at fordybe sig i Astanga yoga sammen med andre, der har den samme interesse - både trainees og lærere - og ret hyggeligt! ;-)"
- Birgitte P., hold 2014/15

 

 

 
Indtast venligst din mailadresse og dit password
Email
Password
 
 
Indtast venligst din mailadresse, så sender vi dit password i en email
Email