|
Kontakt
YOGAMUDRA • Ryesgade 106 2. sal
2100 København Ø
NyhedsbrevFå tilsendt sidste nyt fra os ca. 10 gange om året. Indtast navn og email adresse nedenfor og tryk 'Tilmeld'. Vent venligst... Tak for din tilmelding. Vi skal bede dig bekræfte din email ved at klikke på linket i den email, vi netop har sendt til dig. Derefter vil du være tilmeldt vores nyhedsbrev. |
Holdtyper (alfabetisk)Alle niveauer - nybegyndere såvel som mere rutinerede yogaudøvere - er meget velkomne på vores hold! Brug retningslinierne nedenfor til at finde de hold, der passer til dit temperament.
Ashtanga Intro, Ashtanga vinyasa yoga (forhåndstilmelding kræves) For nybegyndere. I løbet af et introforløb på 3 klasser à 75 minutter introducerer vi de grundlæggende teknikker (ujjayi åndedræt, vinyasa bevægelse osv.), solhilsen A og B, samt udvalgte stående og afsluttende stillinger. Introforløbet giver dig god forståelse og det bedste fundamentet for fortsat praksis på Ashtanga Guidet og Ashtanga Mysore hold.
Forhåndstilmelding kræves: klik på log ind i menuen ovenfor, opret en profil og/eller log ind, gå derefter til priser og book/køb det introforløb, som du ønsker at deltage i. Din plads er reserveret, når vi har modtaget din betaling.
Ashtanga Guidet, Ashtanga vinyasa yoga For begyndere, let øvede og øvede. Vi træner åndedrættet, og derefter er der gruppeinstruktion/tælling gennem solhilsner, stående, siddende og afsluttende stillinger i varierende omfang. Nogle gange udforsker og udfordrer vi Ashtanga vinyasa sekvensen af stillinger; andre gange følger vi den klassiske sekvens. Tematisk kan klasserne have fokus på SLOW (detaljeret instruktion i udførelsen af hver enkelt stilling), FLOW (rytme i åndedræt og bevægelse) eller GROW (nye stillinger, eller velkendte stillinger på nye måder). Centralt er en dybere forståelse af din yogapraksis frem for mængden af stillinger.
Ashtanga Guidet 1: Fokus på teknik og god tid til solhilsner og stående stillinger. Klasserne er velegnede for dig, som har taget intro-klasser for nylig. Mere øvede, som vil arbejde i roligt tempo med præcision, er også velkomne.
Ashtanga Guidet 1/2: Lidt mere flow og lidt mindre teknik end 1. Vi guider siddende stillinger i det omfang tiden tillader. Klassen er åben både for dig, der er begynder med erfaring fra intro-klasser og nogle (ikke nødvendigvis mange) 1'er klasser, og som gerne vil udfordres, og for dig der er mere øvet og godt kan lide at arbejde med præcision i stillingerne.
Ashtanga Guidet 2: Mere flow, flere stillinger. Vi kan vælge at guide fuld første serie eller noget af første og dele af anden serie eller mere eksperimenterende sekvenser. Klassen er primært for dig, som er øvet. Vi anbefaler, at du supplerer Ashtanga Guidet klasser med Ashtanga Mysore - og dermed lærer at træne stillingerne selvstændigt.
Ashtanga Mysore, Ashtanga vinyasa yoga For begyndere, let øvede og øvede. På Ashtanga Mysore klasserne træner du selvstændigt i dit eget åndedræts rytme og får en-til-en instruktion efter behov, som bringer dig videre og dybere i din yogapraksis. Altså ingen fælles gruppeinstruktion/tælling, men en 'enetime' sammen med en gruppe. Du skal være indstillet på at lære Ashtanga vinyasa sekvensen af stillinger udenad, men behøver ikke kunne det hele på forhånd. Vi bygger sekvensen op sammen med dig, dvs. introducerer nye stillinger fra første og anden serie efterhånden som du er klar. Her er det også muligt at tilpasse sekvensen efter individuelle behov.
Da der ikke er fælles gruppeinstruktion/tælling på Mysore klasserne, er starttidspunktet flydende. Du skal blot være færdig senest, når klassen slutter.
Se også vores kombinerede Ashtanga Guidet / Mysore morgenyoga klasser.
Ashtanga Mysore træning giver (med tiden) en dybere og mere meditativ praksis end på guidede hold. Betegnelsen "Mysore" kommer af navnet på den by i Indien, hvor Ashtanga vinyasa yogaens læremester Sri K. Pattabhi Jois underviste til sin død i maj 2009, og hvor hans efterfølger Sri R. Sharath (hans barnebarn) viderefører traditionen. Det er den traditionelle måde at lære yogaen på, også for begyndere.
Gravidyoga (forhåndstilmelding kræves) Yoga for gravide på alle niveauer. Læs mere her.
Yoga for nybegyndere, begyndere, let øvede og øvede. På Hatha yoga holdene er åndedrættet den gennemgående "røde tråd", og vi begynder med siddende eller liggende vejrtrækningsøvelser (pranayama) og slutter også af med vejrtrækningsøvelser samt guidet afspænding. Stillingerne, som er med til at smidiggøre kroppen og øge din kropsbevisthed, er forbundet med åndedrættet og på et niveau, hvor alle kan være med. Vi tager hensyn til hver enkelts evt. specielle behov og anvender gerne hjælpemidler til at modificere stillingerne, når det er gavnligt. Hatha yoga giver en blid træning af kroppen, men med dyb afspændende virkning.
Deltagelse kræver ikke et forudgående introforløb.
Hatha yoga er også velegnet for dig, som tidligere har gået til Gravidyoga og/eller Mor & baby yoga hos os.
I denne klasse er fokus på at skabe et bevist nærvær gennem forskellige teknikker.
1. del, ca. 30 minutter: Vi starter med at bevæge os igennem blide sekvenser af stillinger, som dels hjælper til at frigøre vejrtrækningen, og dels gør kroppen klar til at sidde til pranayama (åndedrætstræning) og i meditation. Der vil være en vekslen mellem flow og længere hold i stillingerne, så vi kan udforske, hvordan vi vanemæssigt forholder os til de omstændigheder, vi er i.
2. del, ca. 60 minutter: Her guider underviseren dig gennem forskellige pranayama teknikker og meditationer med fokus på at opbygge større koncentration og på sigt større selvindsigt. I slutningen af klassen er det muligt at stille spørgsmål, ligesom der vil være et kort oplæg, der understøtter praksis. Oplægget kan komme fra yoga- og buddhistisk filosofi såvel som fra vestlig psykologi og videnskab.
Deltagelse kræver ikke et forudgående introforløb.
Den første klasse i måneden vil der blive taget specielt hensyn til nye elever, men giv alligevel gerne underviseren besked om, hvilken baggrund du har. Det er en fordel at have kendskab til yoga og meditation; at kende ujjayi vejrtrækningen (f.eks. fra Ashtanga vinyasa yoga klasser); måske har du også været med på Hatha yoga klasserne. Iyengar yoga (tidl. Hatha Præcision) Yoga for begyndere, let øvede og øvede. I Iyengar yoga/Hatha Præcision arbejder vi systematisk med at udvikle intelligensen i kroppen, først og fremmest gennem fokus på 'alignment'. Hjælpemidler (tæpper, blokke og bælter/stropper) anvendes i vidt omfang til at tilpasse stillingerne til den enkelte og derigennem gradvist bygge smidighed og styrke op til at lave de fulde stillinger. Under timen giver læreren detaljerede instruktioner for, hvordan kroppen skal placeres i de forskellige stillinger. Timen består af en indledende centreringsøvelse (dharana), stående stillinger, siddende stillinger og omvendte stillinger og sluttes af med afspænding.
Iyengar yoga/Hatha Præcision er også egnet for dig, som tidligere har gået til Gravidyoga og/eller Mor & baby yoga hos os.
Mor & baby yoga (forhåndstilmelding kræves) Yoga for mor på alle niveauer og baby. Læs mere her.
På denne klasse er der fokus på spørgsmålet: Hvordan kan yoga hjælpe dig til at blive en bedre løber?
Yoga og løb er på mange måder en god kombination, hvis du ønsker at bruge din krop alsidigt, og yogaen har meget at tilbyde dig, der løber. Øget smidighed, styrke og stabilitet. Bedre holdning, balance og kontakt til fødderne. Alt sammen ting der kan medvirke til mere bevægelsesfrihed og bedre kropsbevidsthed og efterhånden føre til en bedre løbestil. God løbestil er et godt udgangspunkt for at føle glæde ved at løbe og forebygge skader.
Bemærk at man ikke behøver at være løber for at deltage. Programmet er dog sammensat, så det er særlig gavnligt for løbere med ønske om f.eks. smidighed i haser og hofter, bedre holdning, bedre vejrtrækning og bedre løbestil.
Den første del af klassen består af en intens styrkende og stabiliserende sekvens, mens den anden del består af dybe og frigørende stræk, der også kan bruges som inspiration til egen udstrækning i forbindelse med løbeturen. |
Mød en elev
Rikke er 35 år, studerende og bor på Nørrebro |